Hvilken titel skal jeg give min bog?

19.8.09

Omsorg/svigt og privatliv

Hvor går græsen for privatlivet i et botilbud?
Hvor går grænsen mellem respekten for privatlivet, lysten og kravet om at drage omsorg og det at svigte et andet menneske. PUHA nok er det ikke et fysisk hårdt arbejde jeg har mig, og heldigvis for det, men hjernen får lov til at komme på overarbejde igen og så igen.
Alle der arbejder med andre mennesker har en ide om at der skal drages omsorg for de mennesker man arbejder med. Vi har alle hver vores grænse for hvornår vi bliver bekymret, og hvornår vi føler at vi skal drage omsorg. Men vi er også nød til at have en standard for hvornår denne omsorg skal gå forud for alt andet og hvornår det er ok at lade stå til.
Ingen ønsker at svigte et menneske i nød, men hvornår er nøden så stor så man tilsidesætter respekten for privatlivets fred.
Diskussionen bliver endnu mere kompleks når det ikke kun handler om det enkelte menneske, men når det også handler om at skabe nogle rammer som alle kan arbejde indenfor. Den førnævnte standard kan ikke generaliseres, den må nødvendigvis være individuel, og hvis ikke den bliver vendt 50 gange i alle retninger så risikerer man den bliver en slingrekurs der hverken gavner personalet, den enkelte borger det hele drejer sig om og i særdeleshed faget.
Vi må derfor sætte et mål og arbejde os hen imod målet så målbevidst så der ikke kan sås tvivl om metoden. Uden et mål kan vi heller ikke dokumentere for vores arbejde, vi skal værne om vores arbejde og det kan vi kun ved at gøre noget ved det.
Der er ikke nogen entydige svar på ovenstående, men det er heller ikke det jeg søger. Jeg søger en etisk diskussion, hvor man får alle hjørner med.
Det er ikke nok at snakke omsorg og bekymring, vi skal også snakke ulovlig magtanvendelse, privatlivets sfære, respekten for det andet menneske, lovgivningen osv. osv. Sidst men ikke mindst skal vi snakke refleksion over det vi har gjort tidligere...... for en ting er at stille nogle fine standarder op med mål og midler, vi skal også sikre os at de bliver fulgt og at personalet som sådan er i stand til at følge dem.
Sommetider drejer det sig om et splitsekund man får til at reagere på en given situation og somme tider står man med det hele selv uden nogen til at vende det med. Det er her al forberedelsen skal stå sin prøve, og en ting er at sige man vil gøre sådan, en anden ting er at gøre det som man har planlagt.