Hvor er det spændende

Jeg er nu kommet igang med Videnskabsteori og Pædagogik på PD-studiet. Det er vildt spændende. Det mest underlige er nok, at det jeg synes er vildt spændende, det var dødkedeligt da jeg gik på seminaret på pædagog-uddannelsen. Jeg har tidligere været inde på, at jeg var blevet grebet Søren Kierkegaard og måske skulle prøve at kaste mig over Kant igen. Nu er jeg blevet smidt ud i at skulle forholde mig til Rousseau, Kant og andre spændende mennesker. Jeg kan nu se, hvorfor jeg skulle læse dem dengang. Det er jo her grundlaget til pædagogikken er. Det er grundlaget der skal bygge mit arbejde op og gøre mig i stand til at stå ved mit eget mennesksyn, reflektere over praksis på et plan, hvor jeg distancerer mig fra dagligdagen. Hvorfor skal jeg arbejde pædagogisk med et andet menneske, og hvordan gør jeg det med respekten for det andet menneske og hvilket menneske er det jeg skal forme og til hvad skal det formes. Så kan jeg ikke lade være med at tænke på programmet "Baronessen flytter ind" hendes umiddelbare udtryk når hun siger "WOOOUUU!!!!" . Jeg kan så tydeligt høre hendes stemme når hun begejstres og det er denne begejstring jeg føler lige nu. Havde jeg da bare haft den da vi læste Kant på seminaret, så havde jeg måske lyttet lidt mere intenst og deltaget noget mere i diskussionen, fremfor at irriteres over inddragelsen af religionen.
Men sådan skulle det ikke være.
Det er vist en god grund til, at man ikke kan starte på PD før man har 2 års erhvervserfaring.