Implementering af internettet i et bofællesskab

På seminaret var jeg med til et udviklingsprojekt omkring implementering af computere i daginstitutioner. Det var et større projekt og en af vores konklusioner blev, at vi skal starte ved pædagogerne. Vi kan ikke starte med børnene før den dag pædagogerne har en viden, der gør dem i stand til selv at arbejde med mediet. Vores projekt udviklede sig derfor til at vi afholdt et kursus for pædagoger på Nordborg Rådhus, en fantastisk oplevelse som viste os rigtigheden af denne fremgangsmåde. Man er nød til at vide hvad man har mellem hænderne, både for at synes det er sjovt og for at kunne lære fra sig. Begge dele er nødvendige når man skal være en inspiration for andre.
Nu sidder jeg så som uddannet pædagog og har i mere end 1 år kæmpet for at få internettet indført på brugernes 2 computere. Langt om længe lykkedes det, og alle var vildt begejstret. Vi har haft internettet nu i knap 1 år og jeg kan se tilbage på en proces der kunne have været bedre. Jeg skulle måske have brugt ventetiden på at forberede mig noget bedre.
Men hvordan forklarer man lige en udviklingshæmmet, hvad internettet er for en størrelse. De er meget konkret tænkende og da internettet ikke er konkret men derimod en kolonorm størrelse der ændrer sig hver eneste dag.
Nogle af vores brugere kendte godt lidt til IT, og ret hurtigt fik vi dem igang med KNUUS, som er en chatside for udviklingshæmmede. Det mente vi var en rimelig sikker side at starte på. Tja for nogen var det rigtig godt. Vi havde bare glemt det der med at når man chatter så er der nogle regler man skal overholde for at beskytte sig selv. Dem måtte vi indføre efterfølgende, men da var skaden sket, man havde fundet nogle venner og man havde udvekslet adresser og mobilnr. Øv Øv Det ved jeg nu til en anden gang.
Efter en lidt uheldig start, så blev vi mere forsigtige og holdt lidt igen. Nu fik beboerne lov til at prøve sig frem så vi fik en fornemmelse af, hvad de kan og hvad de har lyst til. Det har betydet, at en nu i 10 måneder stort set kun har kigget på nye biler. Men det er en rigtig stor glæde for ham at klikke rundt og se små trailere med de nyeste bilmodeller.
En anden skal altid ind og kigge efter sommerhuse og se hvor man kan leje et sommerhus henne. Den store gevinst er så den dag hvor han faktisk er med på ideen om at få en email adresse. Det er jo en udvikling der vil noget. Igen her kræver det lidt forberedelse så pædagogen er i stand til at finde en hotmail der er så simpel som mulig. Men så gælder det om at få skabt et netværk så hurtigt som muligt så han ikke mister interessen. Det sjoveste ved at have en emailadresse er jo altid når man modtager nye emails og kan sende nogen. Ellers er det jo dræbende kedeligt, hver dag at åbne indbakken og finde den tom.
Det er en stor balancegang at indføre noget nyt for voksne mennesker. Ting tager tid siger man gerne og det gør de også i dette tilfælde. På den ene side skal man præsentere det nye men det skal gøres med små skridt og man skal være åben overfor deres små ønsker.
Jeg kan stadig huske den første gang jeg kom på internettet. Jeg sad foran søgemaskinen og vidste ikke hvad jeg skulle skrive, for hvad kunne jeg søge på. Da jeg havde skrevet det første ord i søgefeltet åbnede der sig pludselig er fantastisk ny verden for mig. Jeg fik jo mange mulige svar på dette ene ord. De næste dage gik med en større og større nysgerrighed for hvad kunne jeg ellers finde.
Dette er noget vi idag tager for en selvfølge, -men som dengang var helt fantastisk. Dette skal man altid huske på når man præsenterer internettet for et andet menneske den første gang. Verden skal have lov til at åbne sig for dette menneske. Netop derfor kan pædagogen ikke bare skrive et søgeord og regne med at brugeren synes det er sjovt. Det er brugerens egen interesse der skaber den store verden.