Og hvor er jeg

Jeg var så heldig at få job et halvt år før jeg blev færdig. Det betød at jeg knoklede ekstra hårdt, for at vise at jeg kunne tackle arbejdet, at jeg var dygtig til mit fag og for at få den bedste eksamen jeg kunne få. Jeg ville gerne accepteres som Pæda-rigtig-god. jeg var ansat på 31 timer og gik til eksamener. Da vi pga kommunsammenlægningen pludselig stod med ny ledelse og et vikarbudget kunne jeg til min bachelor eksamen tillade mig at afspadsere 71 timer. Det var en rigtig hård periode, men jeg fik min ilddåb som pæda-rigtig-god og synes selv at med de ressourcer jeg havde, så klarede jeg det godt.
Jobbet som hjemmevejleder i et bofællesskab for udviklingshæmmede var spændende. Men efter endt eksamen skulle jeg bevise endnu mere (hvertfald over for mig selv). Jeg knoklede derfor endnu mere hårdt. Jeg meldte mig til alt hvad jeg syntes jeg burde melde mig til af arbejdsopgaver, jeg sagde aldrig nej. Set i bakspejlet så kunne jeg slet ikke slappe af og bare nyde tiden som nyuddannet. Det ord fantes ikke for mig, jeg ville bevise at selvom man er nyuddannet kan man alt.
Det er nu 2 år siden jeg fik mit eksamensbevise. Jeg er stadig ansat det samme sted, og nu kan jeg pludselig begynde at mærke et overskud. Jeg kan mærke at nu begynder jeg langsomt at få en interesse i bare at være mig selv. Drømmen om at være pæda-rigtig-god er der stadig, men tilliden til at jeg er det begynder at være ægte. Selv en pæda-rigtig-god kan blive bedre, men det behøves ikke at være i morgen.
De første 2 år af min tid som pædagog har været sjove, spændende og bestemt ikke kedelige. Jeg har været helt oppe i de yderste luftlag og jeg har været helt nede i kulkælderen på nedsat tid for at komme op igen. Lige siden jeg for første gang trådte over dørtærsklen til det pædagogiske fag har jeg været igennem en lang proces, der hedder "kend dig selv". Den proces vil være livslang, men den er meget givende. Somme tider tager den overhånd, og så må jeg ind og finde min bachelor opgave frem. Når jeg læser den igennem, forstår jeg igen, at det altså ikke kun handler om mig som person. Min faglighed skal komme ved at jeg kan forholde mig nøgternt til egne og andres reaktioner, reflektere over dem og finde et ståsted der leder fremad. Det kan jeg selvfølgelig kun når jeg kender mig selv så godt at jeg vil erkende stærke og svage sider.
Jeg vil altid være den engagerede person, der ikke kan tie stille ret længe ad gangen. Jeg vil altid være den person, som tager mange udfordringer op, og dermed må jeg også tage de øretæver der engang imellem følger med.
Men jeg er blevet bedre til at tie stille når jeg har brug for at finde den indre ro.