et billede og en kommentar

Først kommer jeg på Facebook, finder en masse gamle venner og endda en tidligere underviser fra seminaret. Derefter bliver jeg kontaktet af familie der også er på nettet om at se deres hjemmeside. Ved at skrive en kommentar på hjemmesiden modtager jeg et gavekort til en gratis hjemmeside ved 123. Jeg tænker, ---hvorfor ikke. Jeg har desværre glemt koderne til min gamle hjemmeside så den står på stand by. Da jeg senere kigger på 123 og overvejer hvorvidt jeg skal melde mig eller ikke, kommer nærigpeteren op i mig. Hvorfor betale for en ny hjemmeside når jeg har nogle gamle blogs jeg ikke bruger mere. Tanken går tilbage til underviseren fra seminaret og hendes billede på facebook. Hvis hun kan blive ved med at være så engageret, så kan jeg også grave alt det frem som hun i sin tid lærte mig. Måske ikke alt, men så noget af det. Jeg finder sørme min gamle blog frem og koden ligger i en forlængst glemt mappe fra 2006.

Nu har jeg så slettet alle de gamle dejlige minder fra min tur til Australien, og starter op på en frisk. Layoutet er ændret, -symbolet på noget nyt. Overskriften er ændret, og som sædvanlig så skriver jeg bare et eller andet. Det skal såmænd nok ændre sig mange gange fremover, indtil jeg har fundet ud af hvad min nye blog helt præcist skal indeholde.

Men tænk engang hvad et billede fra en underviser og en kommentar fra en onkel helt uafhængigt af hinanden kan føre til. Tak til Lis Faurholdt og Jens Ole Juhler, det er Jeres skyld jeg nu sidder og arbejder på min blog igen efter 2 år og 8 mdrs. pause.