Ingen anderkendelse, færre studerende

Sådan lyder overskriften til en artikel i det sidst nye Socialpædagogen. Lidt pudsigt at læse denne artikel, for det var jo lige det min bacheloropgave også handlede om. At pædagogerne har glemt at kommunikere deres viden ud til samfundet, så samfundet den dag i dag tror at alle mennesker kan blive pædagog. At arbejdet som pædagog ingen forudsætninger kræver og at det er så nemt som at klø sig i nakken. Det kan ikke være mere forkert, -men hvordan får vi så lige dette ændret?
Tja, jeg tjekkede lige min bacheloropgave igen, den er 2 år gammel så jeg kunne måske have ændret min egen opfattelse siden den gang, men NEJ det har jeg ikke. Min problemformulering dengang lød faktisk således: " Det er et problem at pædagogprofessionen ikke nyder den fornødne anerkendelse i samfundet når pædagogernes vigtigste redskab kun er kommunikation af egen faglighed". I min besvarelse af denne problemstilling kommer jeg rigtig langt omkring, men omdrejningspunktet er at der er kun en gruppe der kan ændre på samfundets opfattelse af pædagogerne, og det er pædagogerne selv. Det kan godt være, at vi skal slås med medierne fordi vi synes de fremstiller os i et forkert lys, -men så må vi vise dem det rigtige lys.
Min konklusion på opgaven blev derfor: "For at kunne kommunikere om/med sin egen faglighed skal den enkelte pædagog have opnået viden, tid og rum til at kunne arbejde med denne, og pædagogprofessionen kan kun højne sin anerkendelse i samfundet ved at alle pædagoger får mulighed for dette".
For at komme frem til denne løsning var jeg langt omkring, bl.a. helt i Tibet og finde Dalai Lama og noget af hans visdom. Det hele skal komme indefra, "den selvdestruktive adfærd kommer ikke af sig selv, men af uvidenhed og succes skal findes i os selv" (kilde Dalai Lama). Med andre ord vi får ikke succes, vi skaber succes.
Vi skal ikke sidde og græde over den manglende anerkendelse i samfundet, vi skal derimod gøre noget for at andre mennesker får en større respekt for det arbejde vi præsterer.
Mit bud på hvordan vi kommer videre er, at vi igen og igen tager pædagogikkens 7 forhold op. Vi skal selv gå dem igennem og vi skal diskutere dem i personalegruppen. Der findes ikke noget entydigt svar på pædagogik, men en konstant forholden sig til samfundet, ens egne holdninger og de mennesker vi arbejder med.
Med de 7 forhold mener jeg dem som Aage Rokkjær skitserer i bogen: "Pædagogik -er personligt anliggende" fra 1997.

1. Samfundssyn
2. Menneskesyn
3. Opdragelsesmål
4. Pædagogiske principper
5. Pædagogens rolle
6. Tilrettelæggelse
7. Metoder

Jeg scorede ikke nogen høj karakter på denne opgave, men en pæn middelkarakter der kunne have været bedre, hvis jeg havde været bedre til at kommunikere min egen faglighed ud. Jeg er stadig stolt af min opgave, for når jeg 2 år efter kan sidde og kigge i den og være enig i det jeg dengang skrev, så er det fordi jeg ikke bare greb en døgnflue i luften, men tog et konkret emne op og behandlede det seriøst.
Efter min eksamen gav min vejleder mig et stykke papir med et citat af Holger Henriksen (1998) "Demokratisk kultur": "Der findes ikke nogen overordnet autoritet, der på religiøst, politisk eller videnskabeligt grundlag kan foreskrive den absolutte sandhed om pædagogiske forhold. Dagligdagens pædagogiske opgaver kan udføres på mange måder, men det er ikke ligegyldigt hvad man gør. Et forhold mellem mennesker tåler ikke ligegyldighed.
Pædagogik er et område for forskellig stillingtagen; pædagogisk teori stiller problemer til debat. Pædagogen bør læse teori, fordi teori udvikler evnen til opmærksomhed og skærper dømmekraften. Men teorier er også begrænsninger. De bygger på generaliseringer, d.v.s. viden om hvorledes mennesker sådan i almindelighed er skruet sammen; men teori er et tilbagelagt stadium, når man står overfor den enkelte, unikke menneske. I studiet bør man derfor ikke bare pukke teori, men prøve sine egne overvejelser gennem de samtaler, undervisningen lægger op til" (citat slut).
Dette citat giver mere og mere mening for mig. Det med den absolutte sandhed, betyder at der skal være plads til uenigheder. Det med ikke bare at pukke teori i studiet giver omvendt også den mening at man skal huske at pukke lidt mere teori når man er færdig hvor man netop naturligt bliver udfordret på sine egne overvejelser.
Jeg kunne blive ved med at lede efter flere sandheder om dette emne. Men jeg kommer måske længere ved at gå ud og bevise det i stedet.