Jeg er nu kommet igang med Videnskabsteori og Pædagogik på PD-studiet. Det er vildt spændende. Det mest underlige er nok, at det jeg synes er vildt spændende, det var dødkedeligt da jeg gik på seminaret på pædagog-uddannelsen. Jeg har tidligere været inde på, at jeg var blevet grebet Søren Kierkegaard og måske skulle prøve at kaste mig over Kant igen. Nu er jeg blevet smidt ud i at skulle forholde mig til Rousseau, Kant og andre spændende mennesker. Jeg kan nu se, hvorfor jeg skulle læse dem dengang. Det er jo her grundlaget til pædagogikken er. Det er grundlaget der skal bygge mit arbejde op og gøre mig i stand til at stå ved mit eget mennesksyn, reflektere over praksis på et plan, hvor jeg distancerer mig fra dagligdagen. Hvorfor skal jeg arbejde pædagogisk med et andet menneske, og hvordan gør jeg det med respekten for det andet menneske og hvilket menneske er det jeg skal forme og til hvad skal det formes. Så kan jeg ikke lade være med at tænke på programmet "Baronessen flytter ind" hendes umiddelbare udtryk når hun siger "WOOOUUU!!!!" . Jeg kan så tydeligt høre hendes stemme når hun begejstres og det er denne begejstring jeg føler lige nu. Havde jeg da bare haft den da vi læste Kant på seminaret, så havde jeg måske lyttet lidt mere intenst og deltaget noget mere i diskussionen, fremfor at irriteres over inddragelsen af religionen.
Men sådan skulle det ikke være.
Det er vist en god grund til, at man ikke kan starte på PD før man har 2 års erhvervserfaring.
1.9.09
sms-diskurs
Grundtvig har været på sms-kursus og i kraft af denne lærdom har han startet en diskurs vis sms med Immanuel Kant, Roussau, Søren Kierkegaard, John Dewey og et par flere.
Når det foregår pr sms er citaterne selvfølgelig også meget korte, så man kan risikere at gå glip af essensen. Men det gør ikke diskursen mindre spændende.
Jeg kan kun sige "YES you made my day"
Når det foregår pr sms er citaterne selvfølgelig også meget korte, så man kan risikere at gå glip af essensen. Men det gør ikke diskursen mindre spændende.
Jeg kan kun sige "YES you made my day"
19.8.09
Omsorg/svigt og privatliv
Hvor går græsen for privatlivet i et botilbud?
Hvor går grænsen mellem respekten for privatlivet, lysten og kravet om at drage omsorg og det at svigte et andet menneske. PUHA nok er det ikke et fysisk hårdt arbejde jeg har mig, og heldigvis for det, men hjernen får lov til at komme på overarbejde igen og så igen.
Alle der arbejder med andre mennesker har en ide om at der skal drages omsorg for de mennesker man arbejder med. Vi har alle hver vores grænse for hvornår vi bliver bekymret, og hvornår vi føler at vi skal drage omsorg. Men vi er også nød til at have en standard for hvornår denne omsorg skal gå forud for alt andet og hvornår det er ok at lade stå til.
Ingen ønsker at svigte et menneske i nød, men hvornår er nøden så stor så man tilsidesætter respekten for privatlivets fred.
Diskussionen bliver endnu mere kompleks når det ikke kun handler om det enkelte menneske, men når det også handler om at skabe nogle rammer som alle kan arbejde indenfor. Den førnævnte standard kan ikke generaliseres, den må nødvendigvis være individuel, og hvis ikke den bliver vendt 50 gange i alle retninger så risikerer man den bliver en slingrekurs der hverken gavner personalet, den enkelte borger det hele drejer sig om og i særdeleshed faget.
Vi må derfor sætte et mål og arbejde os hen imod målet så målbevidst så der ikke kan sås tvivl om metoden. Uden et mål kan vi heller ikke dokumentere for vores arbejde, vi skal værne om vores arbejde og det kan vi kun ved at gøre noget ved det.
Der er ikke nogen entydige svar på ovenstående, men det er heller ikke det jeg søger. Jeg søger en etisk diskussion, hvor man får alle hjørner med.
Det er ikke nok at snakke omsorg og bekymring, vi skal også snakke ulovlig magtanvendelse, privatlivets sfære, respekten for det andet menneske, lovgivningen osv. osv. Sidst men ikke mindst skal vi snakke refleksion over det vi har gjort tidligere...... for en ting er at stille nogle fine standarder op med mål og midler, vi skal også sikre os at de bliver fulgt og at personalet som sådan er i stand til at følge dem.
Sommetider drejer det sig om et splitsekund man får til at reagere på en given situation og somme tider står man med det hele selv uden nogen til at vende det med. Det er her al forberedelsen skal stå sin prøve, og en ting er at sige man vil gøre sådan, en anden ting er at gøre det som man har planlagt.
Hvor går grænsen mellem respekten for privatlivet, lysten og kravet om at drage omsorg og det at svigte et andet menneske. PUHA nok er det ikke et fysisk hårdt arbejde jeg har mig, og heldigvis for det, men hjernen får lov til at komme på overarbejde igen og så igen.
Alle der arbejder med andre mennesker har en ide om at der skal drages omsorg for de mennesker man arbejder med. Vi har alle hver vores grænse for hvornår vi bliver bekymret, og hvornår vi føler at vi skal drage omsorg. Men vi er også nød til at have en standard for hvornår denne omsorg skal gå forud for alt andet og hvornår det er ok at lade stå til.
Ingen ønsker at svigte et menneske i nød, men hvornår er nøden så stor så man tilsidesætter respekten for privatlivets fred.
Diskussionen bliver endnu mere kompleks når det ikke kun handler om det enkelte menneske, men når det også handler om at skabe nogle rammer som alle kan arbejde indenfor. Den førnævnte standard kan ikke generaliseres, den må nødvendigvis være individuel, og hvis ikke den bliver vendt 50 gange i alle retninger så risikerer man den bliver en slingrekurs der hverken gavner personalet, den enkelte borger det hele drejer sig om og i særdeleshed faget.
Vi må derfor sætte et mål og arbejde os hen imod målet så målbevidst så der ikke kan sås tvivl om metoden. Uden et mål kan vi heller ikke dokumentere for vores arbejde, vi skal værne om vores arbejde og det kan vi kun ved at gøre noget ved det.
Der er ikke nogen entydige svar på ovenstående, men det er heller ikke det jeg søger. Jeg søger en etisk diskussion, hvor man får alle hjørner med.
Det er ikke nok at snakke omsorg og bekymring, vi skal også snakke ulovlig magtanvendelse, privatlivets sfære, respekten for det andet menneske, lovgivningen osv. osv. Sidst men ikke mindst skal vi snakke refleksion over det vi har gjort tidligere...... for en ting er at stille nogle fine standarder op med mål og midler, vi skal også sikre os at de bliver fulgt og at personalet som sådan er i stand til at følge dem.
Sommetider drejer det sig om et splitsekund man får til at reagere på en given situation og somme tider står man med det hele selv uden nogen til at vende det med. Det er her al forberedelsen skal stå sin prøve, og en ting er at sige man vil gøre sådan, en anden ting er at gøre det som man har planlagt.
2.7.09
Apropos konfliktløsning
Hvor er det fedt når noget lykkes. Det er vist meget menneskeligt at så bliver man rigtig glad.
Jeg skulle til Sølund festival med botilbuddet. De fleste havde valgt at sove på vandrehjem, men jeg havde tilbudt, at de som ville sove i telt på festivalpladsen skulle jeg nok tage mig af. 3 beboere valgte teltet. Desværre også de 3 som 3 uger inden festivalen stort set ikke kunne være i stue sammen pga den ene mere banale konflikt end den anden. Det var som at gribe ud i den blå luft, hvordan skulle dette planlægges således at det blev en god oplevelse for alle. Som tidligere beskrevet så har vi haft god succes med at være OBS på en mulig kommende konflikt og alene det har afværget konflikten, -men her var det 4 dage der skulle planlægges minutiøst. I personalegruppen var vi enige om, at første skridt mod succes var en rolig hjemmevejleder. Det var min opgave at sørge for ro og forudsigelighed. De typiske konflikter kommer når der er usikkerhed. Jeg skulle med andre ord sørge for at have planlagt hvert enkelt skridt jeg ville foretage mig fra vi kørte hjemmefra i lejebilen til teltene var rejst og hver især kunne gå i sin egen retning. Næste skridt mod succes var at fortælle beboerne hvad der skulle ske, hvornår og hvordan. Men før dette var muligt skulle der skabes en fælles interesse for at dette skulle blive en succes. Konfliktens rod skulle have nogle ting at vide, og hvordan gør man lige det på en anderkendende måde, der samtidig ikke levner nogen tvivl om vægt bag ord.
Dette blev gjort kort og bestemt, "hvad kan du gøre for at dette bliver en succes?" Et meget ukonkret spørgsmål til et meget konkret tænkende menneske. Ved at fastholde dette spørgsmål og dermed feje alle andre tvivlsområder væk, så skete der rent faktisk et under. Spørgsmålet blev godtaget og jeg udbad mig ikke et svar, -men der var sået et frø til nogen tanker.
Samtidig måtte jeg dog på en forhåbentlig anderkendende måde fortælle at såfremt der blev slåskamp ville jeg ikke spørge til hvem der startede, jeg ville pakke de implicerede i bilen og køre dem hjem med det samme.
Derefter var det tid til nogen dages betænkningstid, og så var alle konflikter pakket væk og alle knoklede for at have det rart med hinanden.
Selve festivalen blev en kæmpesucces. Det blev rent faktisk til samarbejde de 3 imellem og på trods af 30-40 mm regn var der ikke antydning af konflikt. Vi havde en fantastisk festival.
Jeg er SÅ stolt af disse 3 beboere. Det kan godt være at det var mit forarbejde der lagde ud, -men uden deres indsats var det aldrig blevet den succes som det blev.
Det blev meget meget lærerigt netop fordi forholdende samtidig var så ekstreme som de var.
Jeg har fornemmelsen af at TEAMWORK er mange ting, det har mine 3 beboere bevist.
Jeg skulle til Sølund festival med botilbuddet. De fleste havde valgt at sove på vandrehjem, men jeg havde tilbudt, at de som ville sove i telt på festivalpladsen skulle jeg nok tage mig af. 3 beboere valgte teltet. Desværre også de 3 som 3 uger inden festivalen stort set ikke kunne være i stue sammen pga den ene mere banale konflikt end den anden. Det var som at gribe ud i den blå luft, hvordan skulle dette planlægges således at det blev en god oplevelse for alle. Som tidligere beskrevet så har vi haft god succes med at være OBS på en mulig kommende konflikt og alene det har afværget konflikten, -men her var det 4 dage der skulle planlægges minutiøst. I personalegruppen var vi enige om, at første skridt mod succes var en rolig hjemmevejleder. Det var min opgave at sørge for ro og forudsigelighed. De typiske konflikter kommer når der er usikkerhed. Jeg skulle med andre ord sørge for at have planlagt hvert enkelt skridt jeg ville foretage mig fra vi kørte hjemmefra i lejebilen til teltene var rejst og hver især kunne gå i sin egen retning. Næste skridt mod succes var at fortælle beboerne hvad der skulle ske, hvornår og hvordan. Men før dette var muligt skulle der skabes en fælles interesse for at dette skulle blive en succes. Konfliktens rod skulle have nogle ting at vide, og hvordan gør man lige det på en anderkendende måde, der samtidig ikke levner nogen tvivl om vægt bag ord.
Dette blev gjort kort og bestemt, "hvad kan du gøre for at dette bliver en succes?" Et meget ukonkret spørgsmål til et meget konkret tænkende menneske. Ved at fastholde dette spørgsmål og dermed feje alle andre tvivlsområder væk, så skete der rent faktisk et under. Spørgsmålet blev godtaget og jeg udbad mig ikke et svar, -men der var sået et frø til nogen tanker.
Samtidig måtte jeg dog på en forhåbentlig anderkendende måde fortælle at såfremt der blev slåskamp ville jeg ikke spørge til hvem der startede, jeg ville pakke de implicerede i bilen og køre dem hjem med det samme.
Derefter var det tid til nogen dages betænkningstid, og så var alle konflikter pakket væk og alle knoklede for at have det rart med hinanden.
Selve festivalen blev en kæmpesucces. Det blev rent faktisk til samarbejde de 3 imellem og på trods af 30-40 mm regn var der ikke antydning af konflikt. Vi havde en fantastisk festival.
Jeg er SÅ stolt af disse 3 beboere. Det kan godt være at det var mit forarbejde der lagde ud, -men uden deres indsats var det aldrig blevet den succes som det blev.
Det blev meget meget lærerigt netop fordi forholdende samtidig var så ekstreme som de var.
Jeg har fornemmelsen af at TEAMWORK er mange ting, det har mine 3 beboere bevist.
14.5.09
Konfliktløsning
Konfliktløsning er svært. Der køres kurser i konfliktløsning, hvilket må betyde at rigtig mange mennesker mener de har behov for at blive bedre til det.
Jeg undrer mig over hvor svært det kan være når referencerammen for forståelse ikke er den samme. Her tænker jeg på blandt andet udviklingshæmmede som ikke ser verden på samme måde som de mennesker der er ansat til at hjælpe dem. I første omgang da jeg begyndte på dette indlæg, så tænke jeg på at skrive at de udviklingshæmmede ikke forstår hvad de "normale" mennesker siger. Men inden jeg overhovedet fik det skrevet, skurrede det helt vildt i mine egne ører. Normalitetsbegrebet er lige så svært som konfliktløsning, måske sværere. For bare fordi jeg ikke kan få kommunikeret en for mig fornuftig konfliktløsning ud til nogle brugere, så er det ikke ensbetydende med at de ikke forstår mig. Det kan jo ligeså godt være mig der ikke kommunikerer rigtig ud til dem. Hvad vil det sige at være normal (jeg har før skrevet at jeg vil gerne være normal, men hellere accepteret som unormal).
Så skal man også altid huske at nå man peger på et andet menneske, så er der fire fingre der peger tilbage på en selv. (Bare prøv du kan ikke undgå at pege tilbage på dig selv). Så når en finger peger på, at det andet menneske ikke forstår dig, så er der fire fingre der peger på at du ikke har kommunikeret det rigtig ud. Det er 4 mod 1, altså så må man hellere kigge på sig selv først, før man anklager en anden for at være dum.
Dette er ren menneskelighed, men idet at jeg er ansat til at hjælpe nogle udviklingshæmmede med deres tilværelse, så er det også det jeg får min løn for. AT kigge på mig selv først, og det jeg gør og siger, før jeg anklager andre for ikke at forstå mig.
Når en løsning ikke fungerer, så må der andre metoder på bordet. Det er også det mange pædagoger kalder faglighed.... for det er så nemt at bruge det ord. FAGLIGHED..... her kommer jeg vist ind på den gamle traver fra en indlæg længere nede på siden.
Jeg kom helt væk fra konfliktløsningen. Det er stadig svært at løse en konflikt til alles tilfredshed. Når det gælder udviklingshæmmede bevæger man sig i et spændingsfelt, mellem voksne mennesker der på visse punkter har barnets tanker og på andre områder agerer som en voksen. Respekten for det voksne menneske skal overskygge alt andet, uden respekten kommer man ingen vegne. Dette betyder også at man skal respektere at konflikten ikke løses traditionelt.
Nogle forklaringer skal ikke pakkes ind, de skal præsenteres lige på og hårdt, andre forklaringer skal komme over lang tid og vendes så ordene langsomt får tid til at sive ind og bundfælde sig.
Stor er succeen så, når en bruger tager de første famlende skridt i retning af forsoning. Så skal man huske at det bedste som barn var, at få ROS og anerkendelse af et medmenneske.
Jeg undrer mig over hvor svært det kan være når referencerammen for forståelse ikke er den samme. Her tænker jeg på blandt andet udviklingshæmmede som ikke ser verden på samme måde som de mennesker der er ansat til at hjælpe dem. I første omgang da jeg begyndte på dette indlæg, så tænke jeg på at skrive at de udviklingshæmmede ikke forstår hvad de "normale" mennesker siger. Men inden jeg overhovedet fik det skrevet, skurrede det helt vildt i mine egne ører. Normalitetsbegrebet er lige så svært som konfliktløsning, måske sværere. For bare fordi jeg ikke kan få kommunikeret en for mig fornuftig konfliktløsning ud til nogle brugere, så er det ikke ensbetydende med at de ikke forstår mig. Det kan jo ligeså godt være mig der ikke kommunikerer rigtig ud til dem. Hvad vil det sige at være normal (jeg har før skrevet at jeg vil gerne være normal, men hellere accepteret som unormal).
Så skal man også altid huske at nå man peger på et andet menneske, så er der fire fingre der peger tilbage på en selv. (Bare prøv du kan ikke undgå at pege tilbage på dig selv). Så når en finger peger på, at det andet menneske ikke forstår dig, så er der fire fingre der peger på at du ikke har kommunikeret det rigtig ud. Det er 4 mod 1, altså så må man hellere kigge på sig selv først, før man anklager en anden for at være dum.
Dette er ren menneskelighed, men idet at jeg er ansat til at hjælpe nogle udviklingshæmmede med deres tilværelse, så er det også det jeg får min løn for. AT kigge på mig selv først, og det jeg gør og siger, før jeg anklager andre for ikke at forstå mig.
Når en løsning ikke fungerer, så må der andre metoder på bordet. Det er også det mange pædagoger kalder faglighed.... for det er så nemt at bruge det ord. FAGLIGHED..... her kommer jeg vist ind på den gamle traver fra en indlæg længere nede på siden.
Jeg kom helt væk fra konfliktløsningen. Det er stadig svært at løse en konflikt til alles tilfredshed. Når det gælder udviklingshæmmede bevæger man sig i et spændingsfelt, mellem voksne mennesker der på visse punkter har barnets tanker og på andre områder agerer som en voksen. Respekten for det voksne menneske skal overskygge alt andet, uden respekten kommer man ingen vegne. Dette betyder også at man skal respektere at konflikten ikke løses traditionelt.
Nogle forklaringer skal ikke pakkes ind, de skal præsenteres lige på og hårdt, andre forklaringer skal komme over lang tid og vendes så ordene langsomt får tid til at sive ind og bundfælde sig.
Stor er succeen så, når en bruger tager de første famlende skridt i retning af forsoning. Så skal man huske at det bedste som barn var, at få ROS og anerkendelse af et medmenneske.
11.5.09
altmulig menneske
Jeg har før været inde på, at arbejdet som pædagog indebærer mange forskellige funktioner. Man skal være meget alsidig i sine kvalifikationer. Når jeg tænker over de arbejdsopgaver jeg har haft den sidste uge, så er det ikke helt forkert.
Jeg har hentet et fjernsyn ude i byen og flyttet det til bofællesskabet. Jeg har installeret det og sat DVD-maskinen til. Jeg har stegt 68 frikadeller (og selv spist den ene) og rejst et telt. Jeg har også samlet en røgalarm jeg havde fået skilt ad osv osv. Alle disse små opgaver som ikke bliver gjort medmindre jeg smøger ærmerne op og prøver mig frem.
Dertil kommer så alle de opgaver som jeg er uddannet til, såsom konfliktløsning og anden pædagogisk hjælp til at få dagligdagen til at fungere.
Jeg elsker mit arbejde, for der er aldrig to ens dage, der er noget nyt hver eneste dag.
Dertil kommer så at jeg fra 31.august igen kan skrive studerende på mit CV, når jeg begynder at læse Diplom i socialpædagogik. Det glæder jeg mig helt vildt til. Hvor bliver det dejligt at blive teoretisk udfordret igen, det bliver rigtig spændende. Så må vi se hvor det bærer mig hen.
Jeg har hentet et fjernsyn ude i byen og flyttet det til bofællesskabet. Jeg har installeret det og sat DVD-maskinen til. Jeg har stegt 68 frikadeller (og selv spist den ene) og rejst et telt. Jeg har også samlet en røgalarm jeg havde fået skilt ad osv osv. Alle disse små opgaver som ikke bliver gjort medmindre jeg smøger ærmerne op og prøver mig frem.
Dertil kommer så alle de opgaver som jeg er uddannet til, såsom konfliktløsning og anden pædagogisk hjælp til at få dagligdagen til at fungere.
Jeg elsker mit arbejde, for der er aldrig to ens dage, der er noget nyt hver eneste dag.
Dertil kommer så at jeg fra 31.august igen kan skrive studerende på mit CV, når jeg begynder at læse Diplom i socialpædagogik. Det glæder jeg mig helt vildt til. Hvor bliver det dejligt at blive teoretisk udfordret igen, det bliver rigtig spændende. Så må vi se hvor det bærer mig hen.
11.4.09
Når tankerne får lov til at flyve
Hvor er det egentlig interessant at kigge tilbage på alt det man har skrevet. Man kan sige at jeg har skrevet det som lige fyldte mit hoved på netop det tidspunkt. Hvor kommer jeg dog langt omkring i mine tanker. Så kan man spørge sig selv hvorfor jeg slet ikke har skrevet noget i næsten 2 måneder.
Hvordan går det lige med Kierkegaard?
Han ligger såmænd stadig på mit sengebord:-)
Hvordan går det lige med implementeringen af IT i bofællesskabet.
Tja nogen dage går det godt, andre dage knap så godt. Men jeg har da fået endnu en beboer på nettet. Han har fået sin egen email-adresse og er begyndt at få små hilsener fra sine forældre, og mig (når jeg husker det). Somme tider er det 2 skridt frem og 1 tilbage. Jeg undrede mig over hvorfor han ikke tjekkede sin mails noget mere. Så viste det sig at han kunne ikke huske at logge ind fra gang til gang. Næste weekend vagt gik med at lave en brugermanual, så han kan kigge på billeder og med små pile se hvor han skal klikke og trykke. Gad vist om han kan bruge den, har ikke haft tid til at tjekke op på det.
Nå ja, jeg har forresten lige været 1 uge på Mallorca med 7 beboere (og et par kollegaer). Fantastisk tur, aldrig har Mallorca haft så mange dage med dårligt vejr, som i den uge. Den eneste dag vi havde sol var den dag vi rejste hjem.
Men hvem brokkede sig over vejret, -personalet!!!!!!!
Det er dejligt at bruge sådan en ferie til at iagttage beboerne i. De overrasker alle på et eller andet punkt. En kan pludselig slet ikke klare sig lige så godt som derhjemme, en anden klarer sig fantastisk godt.
Her komme Søren Kierkegaard netop ind i billedet igen. "Man kan ikke anderkende et andet menneske uden at respektere dette menneske"
Jeg så en beboer i et andet lys end sidst vi var ude og rejse. Den gang havde jeg nogle voldsomme konflikter med vedkommende. Nu var jeg forberedt, vi havde diskuteret hans reaktioner igennem og havde afklaret, hvordan vi ville handle overfor ham. Jeg viste ham mere respekt og anderkendte hans følelser istedet for at blive irriteret over dem. Det blev en fantastisk uge og jeg ser manden i et helt andet lys nu. Men tænk når man begynder at arbejde målrettet med anderkendelse, så skal man have fat i hver enkelt klient og se vedkommende i et nyt lys, før man kan arbejde konstruktivt med denne. Når det lykkes så er det jo bare et fantastisk job.
Overskriften til dette indlæg kom til at holde stik. Jeg havde ikke planlagt hvad jeg ville skrive, og pludselig fløj ordene bare op fra tastaturet. Tankerne fik lov at flyde og pludselig havde jeg mange ting på hjertet. Jeg har faktisk meget mere på hjertet, men det må vente til en anden gang.
19.2.09
Vinterferie-læsning
For første gang nogensinde begyndte min ferie med, at jeg rent faktisk ikke følte et behov for at holde den. Jeg havde ønsket at holde vinterferie med min børn og det glædede jeg mig meget til. Men jeg var ikke kørt træt i mit arbejde, jeg kunne lægge ud med lidt energi. Vi havde ingen planer børnene og jeg, vi skulle bare være sammen og hygge os. Det gjorde vi bestemt også. Vi sov længe, så morgentv, spillede Uno og Rummycup og børnene besøgte venner eller havde besøg.
Når jeg nu følte et mentalt overskud, så havde jeg faktisk planlagt at skulle læse lidt faglitteratur i min ferie. Så jeg kunne komme tilbage med både et større overskud og noget nyt input. Jeg skulle derfor læse om anderkendende pædagogik, da det er det store samtaleemne blandt os kolleger.
Den første bog jeg tog frem og læste i var såmænd meget spændende..... den startede med et citat af Kierkegaard. Pointen i dette citat var at man ikke kan anderkende en anden person uden at respektere denne person.
Så havde jeg faktisk læst nok om anderkendende pædagogik!!!!
Ti-øren faldt og pludselig forstod jeg hvad det hele drejede sig om, -----tror jeg nok.
Kierkegaard har jo fuldstændig ret. Essensen i den anderkendende tilgang er jo at man dybest set respekterer det menneske der står foran en. Jeg skal respektere de udviklingshæmmede nøjagtig som jeg respekterer Hr. Petersen ovre fra tanken. Når jeg respekterer min klient så lytter jeg også aktivt til det han eller hun siger og dermed anderkender jeg også vedkommende, -og så ruller møllen i den rigtige retning.
Så forstår jeg pludselig hvorfor jeg på seminaret skulle tæske Løgstrup, Kant og andre fortids-personligheder. Dengang protesterede jeg vildt over det, for hvorfor læse de længst afdøde menneskers ideer når nulevende mennesker kunne skrive det samme? Nok fordi disse fortids-personligheder havde fat i essensen og de nulevende kun har videreudviklet på samme. Vi skal starte ved grunden.
Så langt så godt....... jeg talte en dag med den lokale præst og hun kendte selvfølgelig Kierkegaard temmelig godt. Hun kom derfor med en bærepose fuld af bøger om ham, som jeg lige skulle læse.
Det er nu ikke bare lige.... den ene biografi er på 700 sider. Jeg må indrømme det er noget der kommer til at tage sin tid, men det er spændende.
Måske jeg så bagefter skulle gå tilbage til Løgstrup og Kant. Se om jeg ikke kan læse dem med andre øjne idag, når nu ti-øren er faldet til en anden forståelse for teksten:-)
Vinterferien er for længst forbi, og jeg kom tilbage med stor energi og en forståelse af hvordan jeg griber den anderkendene tilgang an på en ny måde.
Det handler ikke kun om ord, det handler om min væremåde... så skal ordene såmænd nok komme af sig selv.
Når jeg nu følte et mentalt overskud, så havde jeg faktisk planlagt at skulle læse lidt faglitteratur i min ferie. Så jeg kunne komme tilbage med både et større overskud og noget nyt input. Jeg skulle derfor læse om anderkendende pædagogik, da det er det store samtaleemne blandt os kolleger.
Den første bog jeg tog frem og læste i var såmænd meget spændende..... den startede med et citat af Kierkegaard. Pointen i dette citat var at man ikke kan anderkende en anden person uden at respektere denne person.
Så havde jeg faktisk læst nok om anderkendende pædagogik!!!!
Ti-øren faldt og pludselig forstod jeg hvad det hele drejede sig om, -----tror jeg nok.
Kierkegaard har jo fuldstændig ret. Essensen i den anderkendende tilgang er jo at man dybest set respekterer det menneske der står foran en. Jeg skal respektere de udviklingshæmmede nøjagtig som jeg respekterer Hr. Petersen ovre fra tanken. Når jeg respekterer min klient så lytter jeg også aktivt til det han eller hun siger og dermed anderkender jeg også vedkommende, -og så ruller møllen i den rigtige retning.
Så forstår jeg pludselig hvorfor jeg på seminaret skulle tæske Løgstrup, Kant og andre fortids-personligheder. Dengang protesterede jeg vildt over det, for hvorfor læse de længst afdøde menneskers ideer når nulevende mennesker kunne skrive det samme? Nok fordi disse fortids-personligheder havde fat i essensen og de nulevende kun har videreudviklet på samme. Vi skal starte ved grunden.
Så langt så godt....... jeg talte en dag med den lokale præst og hun kendte selvfølgelig Kierkegaard temmelig godt. Hun kom derfor med en bærepose fuld af bøger om ham, som jeg lige skulle læse.
Det er nu ikke bare lige.... den ene biografi er på 700 sider. Jeg må indrømme det er noget der kommer til at tage sin tid, men det er spændende.
Måske jeg så bagefter skulle gå tilbage til Løgstrup og Kant. Se om jeg ikke kan læse dem med andre øjne idag, når nu ti-øren er faldet til en anden forståelse for teksten:-)
Vinterferien er for længst forbi, og jeg kom tilbage med stor energi og en forståelse af hvordan jeg griber den anderkendene tilgang an på en ny måde.
Det handler ikke kun om ord, det handler om min væremåde... så skal ordene såmænd nok komme af sig selv.
31.1.09
Hvorfor
Kender du det, at pludselig kan ens hjerne bare ikke optage flere informationer, eller tage stilling til flere spørgsmål? Hvorfor kan den ikke det? Det er normalt at gå på arbejde 6-8 timer hver dag, 5 dage om ugen. Det er op til andre mennesker at bedømme om jeg er normal, Hhmmm det kan jeg vist ikke selv svare på. Men jeg føler mig nu ikke specielt unormal. Hvad er egentligt ordet "normal" for en størrelse. Mon ikke det udspringer lidt fra ordet "norm". Når man er normal så holder man sige inden for de normer der er i det samfund man lever i. Når man er unormal så ligner man ikke de andre og man kan ikke indordne sig under normern, kan ikke eller vil ikke.
Mange udviklingshæmmede kan ikke med normer, enten er de ude af stand til at leve op til normerne eller også er de bare ligeglade. Den ældre generation er måske blevet "pisket" ind under de gældende normer da de var børn, for en ting var at have fået et udviklingshæmmet barn, noget helt andet var hvis det barn ikke opførte sig ordentligt eller skilte sig alt for meget ud fra det omkringliggende samfund. Idag er vi heldigvis anderledes, vi accepterer de udviklingshæmmede som de er, og de får lov til at udvikle sig på bedste vis med mange flere muligheder end for 40 år siden.
Vi er faktisk på nogle områder gået så vidt, så vi ikke spørger om en udviklingshæmmet er normal, -for alene det at vi ved personen er udviklingshæmmet så ved vi også at personen måske ikke har evnen til at indordne sig under de gældende normer. Dette er dog kun til en vis grad, -for Janteloven lever stadig i bedste overbevisning og hvem ved hvordan hvordan samfundet ser ud om 40 år.
Og hvorfor skal vi have denne normalitets diskussion? Hvorfor?
Tænk at have et samfund uden begrebet normal..... jeg tror ikke man kan leve uden normer så det er nok utopi at tro at et samfund kan blive så rummeligt så intet vil være normalt.
Jeg kom vist lige lovlig langt væk fra emnet idag....... om jeg er normal eller unormal. (jeg vil gerne være at betegne som normal, eller endnu bedre blive accepteret som unormal).
Jeg kan hvertfald blive træt på en 8 timers vagt. Mit hoved kan blive helt fyldt op og pludselig kan jeg bare ikke tage stilling til noget som helst. Men der er ikke noget der er så skidt uden at det også er godt. For 10 år siden havde jeg måske sat mig ned og grædt mig et stykke. For 6 år siden havde jeg bidt hovedet af den første den bedste person der sagde et forkert ord til mig. Det er jo ikke så godt når man er pæda-rigtig-god. Pli er jo ikke altid den første kompetence hos udviklingshæmmede. Det er såmænd ikke en kompentence man kan tage for givet generelt ved andre mennesker. Empati kan det stå ligeså slemt til med, nogle mennesker har det bare, andre har det ikke.
Hvorfor bygge sådan en kasse omkring de udviklingshæmmede..... Hvorfor?
Pli og empati kan man ikke tage for givet ved nogen mennesker....... man kan måske bare sætte lidt større forventninger til mennesker der ikke er udviklingshæmmede.. og blive så meget mere skuffet.
Udviklingshæmmede skuffer ikke, for det er mit arbejde.
Engang kom jeg til at diskutere om man kan tilegne sig empati. Dengang påstod jeg hårdnakket, at det kan man ikke lære. Det skal være medfødt. HHmmm jeg er nok blevet klogere. Empati kan læres, jeg må bøje mig for min tidligere chef og give hende ret....... men jeg vidste ikke bedre. Mange kompetencer kan læres med tiden.
Men for at komme tilbage til når hovedet er så fuldt så man 10 år yngre ville have grædt sig et stykke, eller 6 år yngre ville have bidt hovedet af en. Så er jeg ved at lære at sige fra på den gode måde..... håber jeg (tænk hvis mine kolleger læser dette og synes jeg er en værre skiderik der bider hovedet af dem i ny og næ). Jeg må hellere holde en bagdør åben og sige at jeg forsøger at lære at beherske mig. Og beboerne skal nok give svar på tiltale. På den måde lærer man at beherske sig og sige tingene på en anderkendende måde, der er jo ingen andre der kan gøre for at mit hoved er fyldt op. Så kan man kun blive positivt overrasket når beboerne viser både pli og empati hvor man aller mindst forventer det. Det er jo dejligt.
Mit arbejde er bare dejligt, selvom hovedet bliver fyldt helt op. Og jeg kan jo ikke tage på en kanotur lige nu for at lade de indre batterier op...... det er simplethen den bedste kur mod et fyldt hoved. Ikke mange informationer kan nå ud i kanoen til mig. Men det er vinter og vi sejler ikke i kano om vinteren.
Gad vist hvordan jeg reagerer om 10 år når mit hoved er fyldt op.. livet er jo som bekendt en stor udvikling og man skal lære så længe man lever, -måsker bliver jeg en engel, ------engang?
Mange udviklingshæmmede kan ikke med normer, enten er de ude af stand til at leve op til normerne eller også er de bare ligeglade. Den ældre generation er måske blevet "pisket" ind under de gældende normer da de var børn, for en ting var at have fået et udviklingshæmmet barn, noget helt andet var hvis det barn ikke opførte sig ordentligt eller skilte sig alt for meget ud fra det omkringliggende samfund. Idag er vi heldigvis anderledes, vi accepterer de udviklingshæmmede som de er, og de får lov til at udvikle sig på bedste vis med mange flere muligheder end for 40 år siden.
Vi er faktisk på nogle områder gået så vidt, så vi ikke spørger om en udviklingshæmmet er normal, -for alene det at vi ved personen er udviklingshæmmet så ved vi også at personen måske ikke har evnen til at indordne sig under de gældende normer. Dette er dog kun til en vis grad, -for Janteloven lever stadig i bedste overbevisning og hvem ved hvordan hvordan samfundet ser ud om 40 år.
Og hvorfor skal vi have denne normalitets diskussion? Hvorfor?
Tænk at have et samfund uden begrebet normal..... jeg tror ikke man kan leve uden normer så det er nok utopi at tro at et samfund kan blive så rummeligt så intet vil være normalt.
Jeg kom vist lige lovlig langt væk fra emnet idag....... om jeg er normal eller unormal. (jeg vil gerne være at betegne som normal, eller endnu bedre blive accepteret som unormal).
Jeg kan hvertfald blive træt på en 8 timers vagt. Mit hoved kan blive helt fyldt op og pludselig kan jeg bare ikke tage stilling til noget som helst. Men der er ikke noget der er så skidt uden at det også er godt. For 10 år siden havde jeg måske sat mig ned og grædt mig et stykke. For 6 år siden havde jeg bidt hovedet af den første den bedste person der sagde et forkert ord til mig. Det er jo ikke så godt når man er pæda-rigtig-god. Pli er jo ikke altid den første kompetence hos udviklingshæmmede. Det er såmænd ikke en kompentence man kan tage for givet generelt ved andre mennesker. Empati kan det stå ligeså slemt til med, nogle mennesker har det bare, andre har det ikke.
Hvorfor bygge sådan en kasse omkring de udviklingshæmmede..... Hvorfor?
Pli og empati kan man ikke tage for givet ved nogen mennesker....... man kan måske bare sætte lidt større forventninger til mennesker der ikke er udviklingshæmmede.. og blive så meget mere skuffet.
Udviklingshæmmede skuffer ikke, for det er mit arbejde.
Engang kom jeg til at diskutere om man kan tilegne sig empati. Dengang påstod jeg hårdnakket, at det kan man ikke lære. Det skal være medfødt. HHmmm jeg er nok blevet klogere. Empati kan læres, jeg må bøje mig for min tidligere chef og give hende ret....... men jeg vidste ikke bedre. Mange kompetencer kan læres med tiden.
Men for at komme tilbage til når hovedet er så fuldt så man 10 år yngre ville have grædt sig et stykke, eller 6 år yngre ville have bidt hovedet af en. Så er jeg ved at lære at sige fra på den gode måde..... håber jeg (tænk hvis mine kolleger læser dette og synes jeg er en værre skiderik der bider hovedet af dem i ny og næ). Jeg må hellere holde en bagdør åben og sige at jeg forsøger at lære at beherske mig. Og beboerne skal nok give svar på tiltale. På den måde lærer man at beherske sig og sige tingene på en anderkendende måde, der er jo ingen andre der kan gøre for at mit hoved er fyldt op. Så kan man kun blive positivt overrasket når beboerne viser både pli og empati hvor man aller mindst forventer det. Det er jo dejligt.
Mit arbejde er bare dejligt, selvom hovedet bliver fyldt helt op. Og jeg kan jo ikke tage på en kanotur lige nu for at lade de indre batterier op...... det er simplethen den bedste kur mod et fyldt hoved. Ikke mange informationer kan nå ud i kanoen til mig. Men det er vinter og vi sejler ikke i kano om vinteren.
Gad vist hvordan jeg reagerer om 10 år når mit hoved er fyldt op.. livet er jo som bekendt en stor udvikling og man skal lære så længe man lever, -måsker bliver jeg en engel, ------engang?
24.1.09
Implementering af internettet i et bofællesskab
På seminaret var jeg med til et udviklingsprojekt omkring implementering af computere i daginstitutioner. Det var et større projekt og en af vores konklusioner blev, at vi skal starte ved pædagogerne. Vi kan ikke starte med børnene før den dag pædagogerne har en viden, der gør dem i stand til selv at arbejde med mediet. Vores projekt udviklede sig derfor til at vi afholdt et kursus for pædagoger på Nordborg Rådhus, en fantastisk oplevelse som viste os rigtigheden af denne fremgangsmåde. Man er nød til at vide hvad man har mellem hænderne, både for at synes det er sjovt og for at kunne lære fra sig. Begge dele er nødvendige når man skal være en inspiration for andre.
Nu sidder jeg så som uddannet pædagog og har i mere end 1 år kæmpet for at få internettet indført på brugernes 2 computere. Langt om længe lykkedes det, og alle var vildt begejstret. Vi har haft internettet nu i knap 1 år og jeg kan se tilbage på en proces der kunne have været bedre. Jeg skulle måske have brugt ventetiden på at forberede mig noget bedre.
Men hvordan forklarer man lige en udviklingshæmmet, hvad internettet er for en størrelse. De er meget konkret tænkende og da internettet ikke er konkret men derimod en kolonorm størrelse der ændrer sig hver eneste dag.
Nogle af vores brugere kendte godt lidt til IT, og ret hurtigt fik vi dem igang med KNUUS, som er en chatside for udviklingshæmmede. Det mente vi var en rimelig sikker side at starte på. Tja for nogen var det rigtig godt. Vi havde bare glemt det der med at når man chatter så er der nogle regler man skal overholde for at beskytte sig selv. Dem måtte vi indføre efterfølgende, men da var skaden sket, man havde fundet nogle venner og man havde udvekslet adresser og mobilnr. Øv Øv Det ved jeg nu til en anden gang.
Efter en lidt uheldig start, så blev vi mere forsigtige og holdt lidt igen. Nu fik beboerne lov til at prøve sig frem så vi fik en fornemmelse af, hvad de kan og hvad de har lyst til. Det har betydet, at en nu i 10 måneder stort set kun har kigget på nye biler. Men det er en rigtig stor glæde for ham at klikke rundt og se små trailere med de nyeste bilmodeller.
En anden skal altid ind og kigge efter sommerhuse og se hvor man kan leje et sommerhus henne. Den store gevinst er så den dag hvor han faktisk er med på ideen om at få en email adresse. Det er jo en udvikling der vil noget. Igen her kræver det lidt forberedelse så pædagogen er i stand til at finde en hotmail der er så simpel som mulig. Men så gælder det om at få skabt et netværk så hurtigt som muligt så han ikke mister interessen. Det sjoveste ved at have en emailadresse er jo altid når man modtager nye emails og kan sende nogen. Ellers er det jo dræbende kedeligt, hver dag at åbne indbakken og finde den tom.
Det er en stor balancegang at indføre noget nyt for voksne mennesker. Ting tager tid siger man gerne og det gør de også i dette tilfælde. På den ene side skal man præsentere det nye men det skal gøres med små skridt og man skal være åben overfor deres små ønsker.
Jeg kan stadig huske den første gang jeg kom på internettet. Jeg sad foran søgemaskinen og vidste ikke hvad jeg skulle skrive, for hvad kunne jeg søge på. Da jeg havde skrevet det første ord i søgefeltet åbnede der sig pludselig er fantastisk ny verden for mig. Jeg fik jo mange mulige svar på dette ene ord. De næste dage gik med en større og større nysgerrighed for hvad kunne jeg ellers finde.
Dette er noget vi idag tager for en selvfølge, -men som dengang var helt fantastisk. Dette skal man altid huske på når man præsenterer internettet for et andet menneske den første gang. Verden skal have lov til at åbne sig for dette menneske. Netop derfor kan pædagogen ikke bare skrive et søgeord og regne med at brugeren synes det er sjovt. Det er brugerens egen interesse der skaber den store verden.
Nu sidder jeg så som uddannet pædagog og har i mere end 1 år kæmpet for at få internettet indført på brugernes 2 computere. Langt om længe lykkedes det, og alle var vildt begejstret. Vi har haft internettet nu i knap 1 år og jeg kan se tilbage på en proces der kunne have været bedre. Jeg skulle måske have brugt ventetiden på at forberede mig noget bedre.
Men hvordan forklarer man lige en udviklingshæmmet, hvad internettet er for en størrelse. De er meget konkret tænkende og da internettet ikke er konkret men derimod en kolonorm størrelse der ændrer sig hver eneste dag.
Nogle af vores brugere kendte godt lidt til IT, og ret hurtigt fik vi dem igang med KNUUS, som er en chatside for udviklingshæmmede. Det mente vi var en rimelig sikker side at starte på. Tja for nogen var det rigtig godt. Vi havde bare glemt det der med at når man chatter så er der nogle regler man skal overholde for at beskytte sig selv. Dem måtte vi indføre efterfølgende, men da var skaden sket, man havde fundet nogle venner og man havde udvekslet adresser og mobilnr. Øv Øv Det ved jeg nu til en anden gang.
Efter en lidt uheldig start, så blev vi mere forsigtige og holdt lidt igen. Nu fik beboerne lov til at prøve sig frem så vi fik en fornemmelse af, hvad de kan og hvad de har lyst til. Det har betydet, at en nu i 10 måneder stort set kun har kigget på nye biler. Men det er en rigtig stor glæde for ham at klikke rundt og se små trailere med de nyeste bilmodeller.
En anden skal altid ind og kigge efter sommerhuse og se hvor man kan leje et sommerhus henne. Den store gevinst er så den dag hvor han faktisk er med på ideen om at få en email adresse. Det er jo en udvikling der vil noget. Igen her kræver det lidt forberedelse så pædagogen er i stand til at finde en hotmail der er så simpel som mulig. Men så gælder det om at få skabt et netværk så hurtigt som muligt så han ikke mister interessen. Det sjoveste ved at have en emailadresse er jo altid når man modtager nye emails og kan sende nogen. Ellers er det jo dræbende kedeligt, hver dag at åbne indbakken og finde den tom.
Det er en stor balancegang at indføre noget nyt for voksne mennesker. Ting tager tid siger man gerne og det gør de også i dette tilfælde. På den ene side skal man præsentere det nye men det skal gøres med små skridt og man skal være åben overfor deres små ønsker.
Jeg kan stadig huske den første gang jeg kom på internettet. Jeg sad foran søgemaskinen og vidste ikke hvad jeg skulle skrive, for hvad kunne jeg søge på. Da jeg havde skrevet det første ord i søgefeltet åbnede der sig pludselig er fantastisk ny verden for mig. Jeg fik jo mange mulige svar på dette ene ord. De næste dage gik med en større og større nysgerrighed for hvad kunne jeg ellers finde.
Dette er noget vi idag tager for en selvfølge, -men som dengang var helt fantastisk. Dette skal man altid huske på når man præsenterer internettet for et andet menneske den første gang. Verden skal have lov til at åbne sig for dette menneske. Netop derfor kan pædagogen ikke bare skrive et søgeord og regne med at brugeren synes det er sjovt. Det er brugerens egen interesse der skaber den store verden.
16.1.09
Jeg bliver så vred
Når jeg sidder i et venteværelse og læser et gammelt ugeblad. De mennesker der kalder sig journalister og som skriver en historie for sensationens skyld istedet for at ville fortælle en historie i det rigtige lys. Jeg elsker en god historie, og den behøver ikke nødvendigvis at have en god slutning, for hvor mange historier fra den virkelige verden ender godt. Tja mange gør, men man hører mere om dem der ikke gør. Jeg ville gerne have været en dygtig journalist, for jeg beundrer dem, de dygtige altså!!!
Sidst jeg sad i et venteværelse læste jeg historien om et ungt par, ja de var meget unge forældre. Men de var så kede af det, for de havde haft et overforbrug af penge og sad nu med en gæld på 130.000 kr. De havde ikke noget arbejde og når alle deres regninger var betalt, så havde de 4.000 kr. til mad, tøj og fornøjelser. De havde ingen penge til en julegave til deres lille barn, som nu ikke ville få de samme fornøjelser som ALLE andre børn har.
HHmmmmm tænkte jeg, hvor er det synd for den lille familie. Det er ikke sjovt at være fattige. Men hvor er det synd at de er kommet i kløerne på sådan en dårlig journalist der skriver sådan en dårlig historie om en familie der har nøjagtig samme livsvilkår som hundrevis af andre familier i dagens Danmark har. Hvor er det synd at denne journalist ikke tog sig sit erhverv højtideligt og nægtede at skrive sådan en rådden historie. For det er bestemt ikke synd for denne familie at de kun har 4.000 kr at leve for. Det er bestemt ikke synd for det lille barn at det ikke har fået en stor julegave i denne jul. Hvor mange sjove gaver kan man ikke få for ganske få penge. Det er sandelig da ikke beløbet der gør sig gældende........ og da slet ikke til et barn på under 1 år, han eller hun er vist ligeglad. Det sjoveste at at pakke gaven op, skralde med papiret og sige NÆÆÆÆ hvad har mor og far mon fundet på i år.
Hvor er det synd for denne lille familie at de ikke har nogen der kan hjælpe dem med at sætte de 4.000 kr i system så de kan række til en måned. Det er ikke nemt at leve for få penge, men det er muligt og med lidt vilje, så kan alt lade sig gøre.
Det er vist godt at jeg blev pæda-rigtig-god istedet for journalist, det er der nok flere penge i for mig. Jeg havde bare nægtet at skrive historierne og så var jeg gået fallit.
Sidst jeg sad i et venteværelse læste jeg historien om et ungt par, ja de var meget unge forældre. Men de var så kede af det, for de havde haft et overforbrug af penge og sad nu med en gæld på 130.000 kr. De havde ikke noget arbejde og når alle deres regninger var betalt, så havde de 4.000 kr. til mad, tøj og fornøjelser. De havde ingen penge til en julegave til deres lille barn, som nu ikke ville få de samme fornøjelser som ALLE andre børn har.
HHmmmmm tænkte jeg, hvor er det synd for den lille familie. Det er ikke sjovt at være fattige. Men hvor er det synd at de er kommet i kløerne på sådan en dårlig journalist der skriver sådan en dårlig historie om en familie der har nøjagtig samme livsvilkår som hundrevis af andre familier i dagens Danmark har. Hvor er det synd at denne journalist ikke tog sig sit erhverv højtideligt og nægtede at skrive sådan en rådden historie. For det er bestemt ikke synd for denne familie at de kun har 4.000 kr at leve for. Det er bestemt ikke synd for det lille barn at det ikke har fået en stor julegave i denne jul. Hvor mange sjove gaver kan man ikke få for ganske få penge. Det er sandelig da ikke beløbet der gør sig gældende........ og da slet ikke til et barn på under 1 år, han eller hun er vist ligeglad. Det sjoveste at at pakke gaven op, skralde med papiret og sige NÆÆÆÆ hvad har mor og far mon fundet på i år.
Hvor er det synd for denne lille familie at de ikke har nogen der kan hjælpe dem med at sætte de 4.000 kr i system så de kan række til en måned. Det er ikke nemt at leve for få penge, men det er muligt og med lidt vilje, så kan alt lade sig gøre.
Det er vist godt at jeg blev pæda-rigtig-god istedet for journalist, det er der nok flere penge i for mig. Jeg havde bare nægtet at skrive historierne og så var jeg gået fallit.
12.1.09
hårdt arbejde
Det er hårdt arbejde at være på ¨Sølund Festival".Der er behov for et lille power-nap i ny og næ.
Ingen anderkendelse, færre studerende
Sådan lyder overskriften til en artikel i det sidst nye Socialpædagogen. Lidt pudsigt at læse denne artikel, for det var jo lige det min bacheloropgave også handlede om. At pædagogerne har glemt at kommunikere deres viden ud til samfundet, så samfundet den dag i dag tror at alle mennesker kan blive pædagog. At arbejdet som pædagog ingen forudsætninger kræver og at det er så nemt som at klø sig i nakken. Det kan ikke være mere forkert, -men hvordan får vi så lige dette ændret?
Tja, jeg tjekkede lige min bacheloropgave igen, den er 2 år gammel så jeg kunne måske have ændret min egen opfattelse siden den gang, men NEJ det har jeg ikke. Min problemformulering dengang lød faktisk således: " Det er et problem at pædagogprofessionen ikke nyder den fornødne anerkendelse i samfundet når pædagogernes vigtigste redskab kun er kommunikation af egen faglighed". I min besvarelse af denne problemstilling kommer jeg rigtig langt omkring, men omdrejningspunktet er at der er kun en gruppe der kan ændre på samfundets opfattelse af pædagogerne, og det er pædagogerne selv. Det kan godt være, at vi skal slås med medierne fordi vi synes de fremstiller os i et forkert lys, -men så må vi vise dem det rigtige lys.
Min konklusion på opgaven blev derfor: "For at kunne kommunikere om/med sin egen faglighed skal den enkelte pædagog have opnået viden, tid og rum til at kunne arbejde med denne, og pædagogprofessionen kan kun højne sin anerkendelse i samfundet ved at alle pædagoger får mulighed for dette".
For at komme frem til denne løsning var jeg langt omkring, bl.a. helt i Tibet og finde Dalai Lama og noget af hans visdom. Det hele skal komme indefra, "den selvdestruktive adfærd kommer ikke af sig selv, men af uvidenhed og succes skal findes i os selv" (kilde Dalai Lama). Med andre ord vi får ikke succes, vi skaber succes.
Vi skal ikke sidde og græde over den manglende anerkendelse i samfundet, vi skal derimod gøre noget for at andre mennesker får en større respekt for det arbejde vi præsterer.
Mit bud på hvordan vi kommer videre er, at vi igen og igen tager pædagogikkens 7 forhold op. Vi skal selv gå dem igennem og vi skal diskutere dem i personalegruppen. Der findes ikke noget entydigt svar på pædagogik, men en konstant forholden sig til samfundet, ens egne holdninger og de mennesker vi arbejder med.
Med de 7 forhold mener jeg dem som Aage Rokkjær skitserer i bogen: "Pædagogik -er personligt anliggende" fra 1997.
Efter min eksamen gav min vejleder mig et stykke papir med et citat af Holger Henriksen (1998) "Demokratisk kultur": "Der findes ikke nogen overordnet autoritet, der på religiøst, politisk eller videnskabeligt grundlag kan foreskrive den absolutte sandhed om pædagogiske forhold. Dagligdagens pædagogiske opgaver kan udføres på mange måder, men det er ikke ligegyldigt hvad man gør. Et forhold mellem mennesker tåler ikke ligegyldighed.
Pædagogik er et område for forskellig stillingtagen; pædagogisk teori stiller problemer til debat. Pædagogen bør læse teori, fordi teori udvikler evnen til opmærksomhed og skærper dømmekraften. Men teorier er også begrænsninger. De bygger på generaliseringer, d.v.s. viden om hvorledes mennesker sådan i almindelighed er skruet sammen; men teori er et tilbagelagt stadium, når man står overfor den enkelte, unikke menneske. I studiet bør man derfor ikke bare pukke teori, men prøve sine egne overvejelser gennem de samtaler, undervisningen lægger op til" (citat slut).
Dette citat giver mere og mere mening for mig. Det med den absolutte sandhed, betyder at der skal være plads til uenigheder. Det med ikke bare at pukke teori i studiet giver omvendt også den mening at man skal huske at pukke lidt mere teori når man er færdig hvor man netop naturligt bliver udfordret på sine egne overvejelser.
Jeg kunne blive ved med at lede efter flere sandheder om dette emne. Men jeg kommer måske længere ved at gå ud og bevise det i stedet.
Tja, jeg tjekkede lige min bacheloropgave igen, den er 2 år gammel så jeg kunne måske have ændret min egen opfattelse siden den gang, men NEJ det har jeg ikke. Min problemformulering dengang lød faktisk således: " Det er et problem at pædagogprofessionen ikke nyder den fornødne anerkendelse i samfundet når pædagogernes vigtigste redskab kun er kommunikation af egen faglighed". I min besvarelse af denne problemstilling kommer jeg rigtig langt omkring, men omdrejningspunktet er at der er kun en gruppe der kan ændre på samfundets opfattelse af pædagogerne, og det er pædagogerne selv. Det kan godt være, at vi skal slås med medierne fordi vi synes de fremstiller os i et forkert lys, -men så må vi vise dem det rigtige lys.
Min konklusion på opgaven blev derfor: "For at kunne kommunikere om/med sin egen faglighed skal den enkelte pædagog have opnået viden, tid og rum til at kunne arbejde med denne, og pædagogprofessionen kan kun højne sin anerkendelse i samfundet ved at alle pædagoger får mulighed for dette".
For at komme frem til denne løsning var jeg langt omkring, bl.a. helt i Tibet og finde Dalai Lama og noget af hans visdom. Det hele skal komme indefra, "den selvdestruktive adfærd kommer ikke af sig selv, men af uvidenhed og succes skal findes i os selv" (kilde Dalai Lama). Med andre ord vi får ikke succes, vi skaber succes.
Vi skal ikke sidde og græde over den manglende anerkendelse i samfundet, vi skal derimod gøre noget for at andre mennesker får en større respekt for det arbejde vi præsterer.
Mit bud på hvordan vi kommer videre er, at vi igen og igen tager pædagogikkens 7 forhold op. Vi skal selv gå dem igennem og vi skal diskutere dem i personalegruppen. Der findes ikke noget entydigt svar på pædagogik, men en konstant forholden sig til samfundet, ens egne holdninger og de mennesker vi arbejder med.
Med de 7 forhold mener jeg dem som Aage Rokkjær skitserer i bogen: "Pædagogik -er personligt anliggende" fra 1997.
- Samfundssyn
- Menneskesyn
- Opdragelsesmål
- Pædagogiske principper
- Pædagogens rolle
- Tilrettelæggelse
- Metoder
Efter min eksamen gav min vejleder mig et stykke papir med et citat af Holger Henriksen (1998) "Demokratisk kultur": "Der findes ikke nogen overordnet autoritet, der på religiøst, politisk eller videnskabeligt grundlag kan foreskrive den absolutte sandhed om pædagogiske forhold. Dagligdagens pædagogiske opgaver kan udføres på mange måder, men det er ikke ligegyldigt hvad man gør. Et forhold mellem mennesker tåler ikke ligegyldighed.
Pædagogik er et område for forskellig stillingtagen; pædagogisk teori stiller problemer til debat. Pædagogen bør læse teori, fordi teori udvikler evnen til opmærksomhed og skærper dømmekraften. Men teorier er også begrænsninger. De bygger på generaliseringer, d.v.s. viden om hvorledes mennesker sådan i almindelighed er skruet sammen; men teori er et tilbagelagt stadium, når man står overfor den enkelte, unikke menneske. I studiet bør man derfor ikke bare pukke teori, men prøve sine egne overvejelser gennem de samtaler, undervisningen lægger op til" (citat slut).
Dette citat giver mere og mere mening for mig. Det med den absolutte sandhed, betyder at der skal være plads til uenigheder. Det med ikke bare at pukke teori i studiet giver omvendt også den mening at man skal huske at pukke lidt mere teori når man er færdig hvor man netop naturligt bliver udfordret på sine egne overvejelser.
Jeg kunne blive ved med at lede efter flere sandheder om dette emne. Men jeg kommer måske længere ved at gå ud og bevise det i stedet.
10.1.09
arbejdet med udviklingshæmmede
Man kan groft dele arbejdet i et bofællesskab op i tre kategorier. Den ene er de daglige opgaver der ligger hos den enkelte klient. Praktiske opgaver som alle mennesker har behov for at have gjort og som disse mennesker ikke magter selv. Denne kategori er meget stor, for vi skal have alle mulige evner for at løse opgaverne. Skifte batterier i en røgalarm hører til de lette, være indretningsarkitekt, slukke ildebrænde til de lidt sværere. Personligt må jeg sige at en af de sværere opgaver jeg mødte i denne jul var at få juletræet til at stå lige. Det er normalt gemalens opgave derhjemme.
Der ud over er det den personlige hygiejne og den daglige rengøring, madpakken der skal smøres osv. Det er umuligt at forklare alle de mange opgaver som vi bliver mødt med i denne kategori. Opgaverne skal samtidig modificeres i forhold til den enkelte klient således at nogle kun skal have vejledning og guides igennem opgaverne andre har behov for at vi gør det for dem.
Den anden kategori er den personlige kontakt menneske til menneske. Her skal vi formå at være tilstedeværende, nærværende og et varmt menneske, der kan stille en skulder til rådighed efter behov eller juble med i de mange successer der kommer hver eneste uge. Her er den helt store faldgrube i forhold til mit forrige indlæg om privatliv og arbejdsliv. Vi skal være medarbejderen der er der hele tiden men som aldrig bliver den personlige ven som mange af de udviklingshæmmede mangler i så hård en grad. Det er en balancegang som kræver forståelse af medarbejderen, af klienten og af de pårørende.
Den tredie kategori er det kontorarbejde der følger med at arbejde med andre mennesker. Tlf-samtaler med samarbejdspartnere, statusbeskrivelser, handleplaner, mål, delmål og journaler der skal føres, for ikke at tale om medicinregistrering. Denne kategori må ikke glemmes, og det kan ikke betale sig at græde over den. Den der har prøvet at modtage en ny klient uden fyldestgørende beskrivelser eller det modsatte lærer at værdsætte at det der bliver skrevet er så tydeligt som muligt.
Når disse tre kategorier er ridset op, så har jeg pludselig en masse andre opgaver som måske ikke lige passer ind, det er nemlig slet ikke så nemt at beskrive alt det man kommer ud for som hjemmevejleder.
Der ud over er det den personlige hygiejne og den daglige rengøring, madpakken der skal smøres osv. Det er umuligt at forklare alle de mange opgaver som vi bliver mødt med i denne kategori. Opgaverne skal samtidig modificeres i forhold til den enkelte klient således at nogle kun skal have vejledning og guides igennem opgaverne andre har behov for at vi gør det for dem.
Den anden kategori er den personlige kontakt menneske til menneske. Her skal vi formå at være tilstedeværende, nærværende og et varmt menneske, der kan stille en skulder til rådighed efter behov eller juble med i de mange successer der kommer hver eneste uge. Her er den helt store faldgrube i forhold til mit forrige indlæg om privatliv og arbejdsliv. Vi skal være medarbejderen der er der hele tiden men som aldrig bliver den personlige ven som mange af de udviklingshæmmede mangler i så hård en grad. Det er en balancegang som kræver forståelse af medarbejderen, af klienten og af de pårørende.
Den tredie kategori er det kontorarbejde der følger med at arbejde med andre mennesker. Tlf-samtaler med samarbejdspartnere, statusbeskrivelser, handleplaner, mål, delmål og journaler der skal føres, for ikke at tale om medicinregistrering. Denne kategori må ikke glemmes, og det kan ikke betale sig at græde over den. Den der har prøvet at modtage en ny klient uden fyldestgørende beskrivelser eller det modsatte lærer at værdsætte at det der bliver skrevet er så tydeligt som muligt.
Når disse tre kategorier er ridset op, så har jeg pludselig en masse andre opgaver som måske ikke lige passer ind, det er nemlig slet ikke så nemt at beskrive alt det man kommer ud for som hjemmevejleder.
hvad lærer man af sine egne børn
Jeg skelner kraftigt mellem mit arbejdsliv og mit privatliv. Jeg har flere gange mærket, at når arbejdet kommer for tæt på familien, så reagerer jeg meget kraftigt. Rent faktisk så er det meget ubehageligt når en bruger pludselig står uden for min dør eller når en bruger truer mig med at slå mine børn ihjel. Så slår det professionelle gen i hjernen pludselig fra og jeg føler mig trængt op i et hjørne. Det har været svært at erkende, for hvad vil andre ikke tænke når jeg ikke mere kan handle professionelt. De der pokkers tanker er svære at trænge væk, for ingen forlanger at man skal finde sig i alt. Men hvornår er nok NOK.
Erkendelsen af ens egne reaktioner kan være svær at finde, indtil den dag man pludselig hører og ser de reaktioner ens egne børn kommer med. Løsningerne har jeg jo, det er jo de løsninger jeg giver mine egne børn når de er i tvivl om hvordan de skal tackle livet. Men derfra og så til selv at bruge løsningerne, der kan somme tider være langt.
Det er så sjovt at finde alle lighedspunkterne i en lille baby, for hvor er det skønt at kunne se at ens børn ligner sine forældre. Men når så børnene bliver større så begynder man at tænke på alle de gode karakteregenskaber man ønsker ens børn har arvet og alle de mindre gode som man håber de ikke har arvet.
Man ønsker jo det bedste for sine børn, og dermed skal de også kun arve de "gode" ting.
Alligevel så lærer man rigtig meget om sig selv den dag man skal rådgive sit barn, der sidder og græder over nøjagtig de samme ting som man selv kunne tænke at græde over. Når så man hører sig selv give en masse råd så kan man spørge: "hvorfor gør du ikke sådan selv?".
Når nu jeg har brugt flere timer på at fundere over alt dette, så er det jeg skal finde min bacheloropgave frem og spørge mig selv om hvordan jeg kan ændre den viden til noget brugbart. Nu skal jeg jo have alt det familiære ud af spørgsmålet og finde ud af, hvordan jeg kan forberede mig på næste gang mit arbejde krydser den private linje. Det er jo vores egen personlighed der kommer frem i vores arbejde med andre mennesker og dermed er det også vores egen personlighed vi skal forholde os til og bruge professionelt. Det er der fagligheden kommer ind i spillet. At kunne omdanne erfaringer til mere hensigtsmæssige reaktioner næste gang vi støder på noget lignende. Gad vist om dette giver nogen mening.
Erkendelsen af ens egne reaktioner kan være svær at finde, indtil den dag man pludselig hører og ser de reaktioner ens egne børn kommer med. Løsningerne har jeg jo, det er jo de løsninger jeg giver mine egne børn når de er i tvivl om hvordan de skal tackle livet. Men derfra og så til selv at bruge løsningerne, der kan somme tider være langt.
Det er så sjovt at finde alle lighedspunkterne i en lille baby, for hvor er det skønt at kunne se at ens børn ligner sine forældre. Men når så børnene bliver større så begynder man at tænke på alle de gode karakteregenskaber man ønsker ens børn har arvet og alle de mindre gode som man håber de ikke har arvet.
Man ønsker jo det bedste for sine børn, og dermed skal de også kun arve de "gode" ting.
Alligevel så lærer man rigtig meget om sig selv den dag man skal rådgive sit barn, der sidder og græder over nøjagtig de samme ting som man selv kunne tænke at græde over. Når så man hører sig selv give en masse råd så kan man spørge: "hvorfor gør du ikke sådan selv?".
Når nu jeg har brugt flere timer på at fundere over alt dette, så er det jeg skal finde min bacheloropgave frem og spørge mig selv om hvordan jeg kan ændre den viden til noget brugbart. Nu skal jeg jo have alt det familiære ud af spørgsmålet og finde ud af, hvordan jeg kan forberede mig på næste gang mit arbejde krydser den private linje. Det er jo vores egen personlighed der kommer frem i vores arbejde med andre mennesker og dermed er det også vores egen personlighed vi skal forholde os til og bruge professionelt. Det er der fagligheden kommer ind i spillet. At kunne omdanne erfaringer til mere hensigtsmæssige reaktioner næste gang vi støder på noget lignende. Gad vist om dette giver nogen mening.
Og hvor er jeg
Jeg var så heldig at få job et halvt år før jeg blev færdig. Det betød at jeg knoklede ekstra hårdt, for at vise at jeg kunne tackle arbejdet, at jeg var dygtig til mit fag og for at få den bedste eksamen jeg kunne få. Jeg ville gerne accepteres som Pæda-rigtig-god. jeg var ansat på 31 timer og gik til eksamener. Da vi pga kommunsammenlægningen pludselig stod med ny ledelse og et vikarbudget kunne jeg til min bachelor eksamen tillade mig at afspadsere 71 timer. Det var en rigtig hård periode, men jeg fik min ilddåb som pæda-rigtig-god og synes selv at med de ressourcer jeg havde, så klarede jeg det godt.
Jobbet som hjemmevejleder i et bofællesskab for udviklingshæmmede var spændende. Men efter endt eksamen skulle jeg bevise endnu mere (hvertfald over for mig selv). Jeg knoklede derfor endnu mere hårdt. Jeg meldte mig til alt hvad jeg syntes jeg burde melde mig til af arbejdsopgaver, jeg sagde aldrig nej. Set i bakspejlet så kunne jeg slet ikke slappe af og bare nyde tiden som nyuddannet. Det ord fantes ikke for mig, jeg ville bevise at selvom man er nyuddannet kan man alt.
Det er nu 2 år siden jeg fik mit eksamensbevise. Jeg er stadig ansat det samme sted, og nu kan jeg pludselig begynde at mærke et overskud. Jeg kan mærke at nu begynder jeg langsomt at få en interesse i bare at være mig selv. Drømmen om at være pæda-rigtig-god er der stadig, men tilliden til at jeg er det begynder at være ægte. Selv en pæda-rigtig-god kan blive bedre, men det behøves ikke at være i morgen.
De første 2 år af min tid som pædagog har været sjove, spændende og bestemt ikke kedelige. Jeg har været helt oppe i de yderste luftlag og jeg har været helt nede i kulkælderen på nedsat tid for at komme op igen. Lige siden jeg for første gang trådte over dørtærsklen til det pædagogiske fag har jeg været igennem en lang proces, der hedder "kend dig selv". Den proces vil være livslang, men den er meget givende. Somme tider tager den overhånd, og så må jeg ind og finde min bachelor opgave frem. Når jeg læser den igennem, forstår jeg igen, at det altså ikke kun handler om mig som person. Min faglighed skal komme ved at jeg kan forholde mig nøgternt til egne og andres reaktioner, reflektere over dem og finde et ståsted der leder fremad. Det kan jeg selvfølgelig kun når jeg kender mig selv så godt at jeg vil erkende stærke og svage sider.
Jeg vil altid være den engagerede person, der ikke kan tie stille ret længe ad gangen. Jeg vil altid være den person, som tager mange udfordringer op, og dermed må jeg også tage de øretæver der engang imellem følger med.
Men jeg er blevet bedre til at tie stille når jeg har brug for at finde den indre ro.
Jobbet som hjemmevejleder i et bofællesskab for udviklingshæmmede var spændende. Men efter endt eksamen skulle jeg bevise endnu mere (hvertfald over for mig selv). Jeg knoklede derfor endnu mere hårdt. Jeg meldte mig til alt hvad jeg syntes jeg burde melde mig til af arbejdsopgaver, jeg sagde aldrig nej. Set i bakspejlet så kunne jeg slet ikke slappe af og bare nyde tiden som nyuddannet. Det ord fantes ikke for mig, jeg ville bevise at selvom man er nyuddannet kan man alt.
Det er nu 2 år siden jeg fik mit eksamensbevise. Jeg er stadig ansat det samme sted, og nu kan jeg pludselig begynde at mærke et overskud. Jeg kan mærke at nu begynder jeg langsomt at få en interesse i bare at være mig selv. Drømmen om at være pæda-rigtig-god er der stadig, men tilliden til at jeg er det begynder at være ægte. Selv en pæda-rigtig-god kan blive bedre, men det behøves ikke at være i morgen.
De første 2 år af min tid som pædagog har været sjove, spændende og bestemt ikke kedelige. Jeg har været helt oppe i de yderste luftlag og jeg har været helt nede i kulkælderen på nedsat tid for at komme op igen. Lige siden jeg for første gang trådte over dørtærsklen til det pædagogiske fag har jeg været igennem en lang proces, der hedder "kend dig selv". Den proces vil være livslang, men den er meget givende. Somme tider tager den overhånd, og så må jeg ind og finde min bachelor opgave frem. Når jeg læser den igennem, forstår jeg igen, at det altså ikke kun handler om mig som person. Min faglighed skal komme ved at jeg kan forholde mig nøgternt til egne og andres reaktioner, reflektere over dem og finde et ståsted der leder fremad. Det kan jeg selvfølgelig kun når jeg kender mig selv så godt at jeg vil erkende stærke og svage sider.
Jeg vil altid være den engagerede person, der ikke kan tie stille ret længe ad gangen. Jeg vil altid være den person, som tager mange udfordringer op, og dermed må jeg også tage de øretæver der engang imellem følger med.
Men jeg er blevet bedre til at tie stille når jeg har brug for at finde den indre ro.
Hvorfor er jeg her
Da jeg i en alder af 32 begyndte at læse til pædagog, troede jeg det hele drejede sig om at få lært noget teori og så bare igang med at arbejde. Jeg knoklede hele studiet igennem med at finde en helhed i faget. Hvorfor skulle vi have de fag vi havde og hvad kunne jeg bruge dem til. Jeg fandt hurtigt ud af, at det handlede om meget andet end teori. Men hvad kunne jeg ikke begribe. jeg havde nogle sammenstød med medstuderende og undervisere, særligt i pædagogik, fordi jeg simpelt hen ikke fattede den sammenhæng. Jeg havde en fantastisk 1.løn praktik, hvor jeg fik lært rigtig meget, men sammenhængen var der stadig ikke. Det hele ændrede sig pludselig i 2.løn hvor jeg på fik øjnene op for hvad det hele drejer sig om. Det var en fantastisk øjenåbner og jeg kunne slet ikke få armene ned igen, hver gang jeg havde "opdaget" noget nyt. Nu havde jeg en sammenhæng, jeg kunne se hvorfor jeg havde de fag jeg havde og hvad jeg kunne bruge dem til.
Da jeg skulle skrive bacheloropgave blev jeg ved med at kredse omkring den sammenhæng, for nok var den der, men var det nu også det hele. Jeg valgte derfor at skrive om faglighed og kommunikation. Alle snakker om at vores faglighed står på spil, men ved vi hvad vi snakker om når vi siger ordet faglighed og er vi i stand til at kommunikere vores viden videre.
Den opgave blev kronen på værket af hele mit studie. Jeg satte et kæmpe punktum for hele studietiden og den dag i dag er jeg meget stolt over min bachelor opgave.
Jeg opnåede det jeg ville med mit studie, jeg blev pædagog. Eller som jeg også kan lide at sige når nogen frækt kalder mig "pædagok" jeg blev "PÆDA-RIGTIG-GOG".
Da jeg skulle skrive bacheloropgave blev jeg ved med at kredse omkring den sammenhæng, for nok var den der, men var det nu også det hele. Jeg valgte derfor at skrive om faglighed og kommunikation. Alle snakker om at vores faglighed står på spil, men ved vi hvad vi snakker om når vi siger ordet faglighed og er vi i stand til at kommunikere vores viden videre.
Den opgave blev kronen på værket af hele mit studie. Jeg satte et kæmpe punktum for hele studietiden og den dag i dag er jeg meget stolt over min bachelor opgave.
Jeg opnåede det jeg ville med mit studie, jeg blev pædagog. Eller som jeg også kan lide at sige når nogen frækt kalder mig "pædagok" jeg blev "PÆDA-RIGTIG-GOG".
5.1.09
et billede og en kommentar
Først kommer jeg på Facebook, finder en masse gamle venner og endda en tidligere underviser fra seminaret. Derefter bliver jeg kontaktet af familie der også er på nettet om at se deres hjemmeside. Ved at skrive en kommentar på hjemmesiden modtager jeg et gavekort til en gratis hjemmeside ved 123. Jeg tænker, ---hvorfor ikke. Jeg har desværre glemt koderne til min gamle hjemmeside så den står på stand by. Da jeg senere kigger på 123 og overvejer hvorvidt jeg skal melde mig eller ikke, kommer nærigpeteren op i mig. Hvorfor betale for en ny hjemmeside når jeg har nogle gamle blogs jeg ikke bruger mere. Tanken går tilbage til underviseren fra seminaret og hendes billede på facebook. Hvis hun kan blive ved med at være så engageret, så kan jeg også grave alt det frem som hun i sin tid lærte mig. Måske ikke alt, men så noget af det. Jeg finder sørme min gamle blog frem og koden ligger i en forlængst glemt mappe fra 2006.
Nu har jeg så slettet alle de gamle dejlige minder fra min tur til Australien, og starter op på en frisk. Layoutet er ændret, -symbolet på noget nyt. Overskriften er ændret, og som sædvanlig så skriver jeg bare et eller andet. Det skal såmænd nok ændre sig mange gange fremover, indtil jeg har fundet ud af hvad min nye blog helt præcist skal indeholde.
Men tænk engang hvad et billede fra en underviser og en kommentar fra en onkel helt uafhængigt af hinanden kan føre til. Tak til Lis Faurholdt og Jens Ole Juhler, det er Jeres skyld jeg nu sidder og arbejder på min blog igen efter 2 år og 8 mdrs. pause.
Abonner på:
Opslag (Atom)
